Om grænser, grænsesætning og nærhed
Grænser er så vigtige – og samtidig så svære. I hvert fald for mange af os.
At sætte grænser og sige fra er blevet mere in end nogensinde. Måske sundt nok, idet vi bliver bombarderet fra alle sider i det moderne præstations- og informationssamfund.
Alligevel er der – i mine ører – noget, der ikke klinger helt rigtigt, når jeg hører folk sige: ”Jeg skal også bare lære at sige fra.”
Dels er det ikke bare, for så havde der slet ikke været noget problem.
Dels tror jeg, at vi misser en stor del af pointen og funktionen ved at afgrænse sig, når fokus kommer til at være på at sige fra, sige nej og sige stop.
Så…
Hvad hvis sunde grænser handlede mere om at sige TIL end om at sige FRA?
Jeg tror, det giver en række problemer, når grænsesætning ensidigt kommer til at handle om at sige fra. Der er ligesom noget definitivt over det, og når jeg hører folk tale om det, så får jeg lidt en fornemmelse af, at når først folk siger fra, så er det egentlig allerede gået for langt.
I mine ører så får det ofte en klang af konflikt, afstand og noget endegyldigt. Og jeg tror, at det for mange mennesker betyder, at de venter til sidste øjeblik med at gøre opmærksom på deres grænse.
Der er ligesom en fælles aftale om, at grænser er noget man sætter, når det virkelig ikke er sjovt længere.
Det betyder, at det faktisk allerede er gået for langt uden at man fik afgrænset sig. Men fordi grænser åbenbart er sådan noget hårdt, adskillende noget, så må vi hellere vente til det bliver absolut nødvendigt.
Og det bliver grænsesætning bestemt ikke mindre farligt af!
Derfor er jeg langt mere optaget af, at vi lærer at sige TIL i vores daglige møder med venner, familie, kærester, ægtefæller, kollegaer og chefer.
Grænser er et spørgsmål om kontakt!
I min optik handler sunde grænser nemlig ikke om afstand, men om kontakt! Den gode kontakt opstår mellem to mennesker, når de begge er tilpas afgrænsede til at kunne mærke, at de er adskilte personer.
Den vidunderlige, nærende berøring kan netop opstå i mødet med min hud(min krops grænseflade) og din hud(din krops grænseflade). God kontakt opstår mellem sundt adskilte individer – dvs. at de hverken er under- eller overafgrænsede.
For at bruge eksemplet med huden, så ved du nok intuitivt, at der er områder på en krop, der er mere modtagelige for nærende berøring end den tykke, hårde hud under hælen på en hærdet fod.
Samtidig ved du også, at dér hvor hudens barriere er nedbrudt – f.eks. i en frisk hudafskrabning – dér har man ikke har lyst til at blive nusset.
Dér, hvor menneskelig kontakt føles rigtig godt, det er der, hvor to adskilte parter er åbne nok til at lade sig gensidigt berøre, men afgrænsede nok til ikke at flyde sammen. Først når jeg er mig, og du er dig, kan vi rigtig mødes.
Hvad hvis vi begyndte at sige TIL?
Hvad hvis vi begyndte at interessere os for de mange små signaler, der i det daglige liv ligger på vejen mod det STORE NEJ? Hvad hvis vi begyndte at komme frem med det, der sker i os undervejs i stedet for at vente, indtil grænsen må sættes hårdt og definitivt?
Jeg tror, at det ville skabe langt mere kontakt OG frihed på samme tid! Og til syvende og sidste er det måske humlen ved det hele; det vidunderlige i at være adskilt OG sammen på samme tid.
At komme med frem med det, der sker i én nu og her i mødet med den anden, er at afgrænse sig!
At sige hvad der sker i mig, når du taler til mig, er at stå ved det, der er mig. Det er at stå ved min forskellighed fra dig. Det giver et godt møde – eller i hvert fald muligheden for at det kan opstå. Og det fortæller dig noget om, hvor jeg står. Det gør mig tydelig overfor dig. Det giver dig en reel mulighed for at forholde dig til det.
At sige TIL er at fortælle om det, man kan mærke i mødet med den anden. Om ens tanker, følelser, holdninger og kropsfornemmelser.
At sige TIL er at træde IND i kontakten i stedet for at trække sig med en usagt hemmelighed indeni.
Man kan også sige det sådan, at det giver den anden en reel mulighed for at mærke og forstå dine grænser samt hvad du har – og ikke har – lyst til.
Vi sætter grænser for sent
Jeg tror, at mange mennesker venter med at sige FRA til de er helt sikre på, at de har en god nok grund til det. Måske er det egentlig, når det ubehagelige er foregået mange gange nok. SÅ har man endelig lov til at sige NEJ! Men hvorfor skal det helt der ud?
Har vi egentlig givet udtryk for, hvordan vi har det med det, der foregår i relationen?
At sige TIL kræver ingen god grund. Det er(eller burde være) en naturligmåde at være tydelig omkring, hvem jeg er, hvad jeg synes, hvad jeg mærker og hvad jeg gerne vil.
Dét – tror jeg – giver en langt bedre afgrænsning OG kontakt. Måske endda med muligheden for at vi kan være frie, sammen!
Når græsen er nået, er det gået for langt!
Min pointe her er ikke, at det er forkert at sige fra med et NEJ, STOP eller LA’ VÆRE! Det har også sin plads.
I stedet er det min mening at slå et slag for en mere nuanceret tilgang til grænsesætning i det daglige liv. En, der ikke venter til det er blevet så ufrit, at man må sparke sig vej ud.
For mange mennesker tror jeg, det er sådan, at når ”grænsen er nået”, så er det allerede gået for langt. Så er kontaktens fine følehorn allerede trukket ind. Så er vreden allerede kogt ind til en bitter suppe. Og så er der kun tilbage at gøe sig hård eller skubbe væk.
Vi glemte måske nok at sige TIL undervejs.
Hvad hvis vi blev tydelige overfor hinanden ved at sige TIL? Ikke en gang i kvartalet eller når det virkelig er slemt, men som et flow. Som en naturlig del af at jeg er mig, og du er dig. Som en mulighed for at mødes.
Så tror jeg vi ville være langt mere frie.
Seneste kommentarer