Du skal bare være dig selv !
Det råd har jeg hørt mange gange. Og jeg ved at der er mange andre, der også har hørt det.
Det kommer velmenende og som forsøg på at berolige én, der er nervøs og måske gået i præstationsangst.
Og det er sådan set rigtig nok.
At være sig selv og at være det sammen med andre, er så utrolig dejligt.
Frit, kærligt, livgivende. Så ja, at træde ind i et rum og være som man er – det er “bare det, man skal…
Men ofte ER det bare ikke så let.
Og clue’et ligger i sætningens lille ord ”bare”. Du skal bare være dig selv.
Det store, lille BARE…
Det er ikke bare. Det ved vi på en måde allerede godt. Hvis det var så let, så behøvede ingen at sige noget om det..
Nogle mennesker bruger et helt liv på den bevægelse til ”bare” at være sig selv. Og nogle når aldrig dertil.
Så selvom rådet på en måde er sandt nok, og selvom rådet er kærligt ment… så hjælper det ikke.
For hvad vil det egentlig sige – hvad betyder det bare at være sig selv?
Og hvad betyder det ikke at være sig selv?
Daniel, 22 år
Lad os lige tage en tur tilbage i tiden. Til Daniel, der skal ind og spille koncert:
Jeg er skide nervøs. Mit åndedræt sidder helt oppe i halsen og mine tanker æser afsted; jeg prøver at regne ud i mit hoved, hvordan jeg klarer det her uden at blive afsløret i at være fuldstændig inkompetent.
Og så kommer rådet: ”Hey, Daniel, du skal jo bare gå ind være dig selv.”
Igen – det ville være helt rigtigt, hvis det var bare sådan lige..
Men her er hvad der sker indeni.
For hvad er det, jeg identificerer mig med, når jeg hører det råd? Det er vigtigt. Min frygt er jo, at jeg er inkompetent – og dermed uelskelig – og derved får et lorteliv, hvis jeg ikke præsterer og beviser mit værd… sådan lidt groft skåret ud.
Så lige dér identificerer jeg mig med alt det i mig, jeg vurderer til ikke at være godt nok… alt det der ikke er værdigt til kærlighed.
Hvis jeg bare skulle være som jeg er – dvs. som jeg i min angst, tror at jeg er – så skulle jeg gå ind og spille koncert og være inkompetent og uelskelig. Jeg skulle opgive at få et godt liv og erkende, at jeg er uværdig til kærlighed.
Så ville jeg være som jeg er…
Super. Tak. Det har jeg da bare helt vildt lyst til.
Tak, men nej tak…
Rådet duer ikke(det gør de sjældent), fordi personen der er gået i præstationsangst, identificerer sig med sit eget mindreværd og ideen om, at hvis folk så hvordan man virkelig er, så vil de afvise en.
Det gør det til en rimelig hæsblæsende affære at ”bare være sig selv”!
Lige dér er det nemlig PISSE angstprovokerende at “være sig selv”!!
Så nej tak…. det har jeg slet ikke lyst til!
Helt anderledes ser det ud fra den andens perspektiv.
Den, som står udenfor og giver rådet, ser selvfølgelig noget andet. Udefra ser vi nemt de fine kvaliteter, som gemmer sig lige under overfladen. Vi ser gaven personen kommer med – blot i kraft af sin væren.
Men det er ikke det, vi selv ser, når vi er nervøse for om vi er gode nok.
So… What to do??
Så hvad gør man så? Hvordan skal man så ”bare” være sig selv?
For det første tror jeg, at det er godt at erkende, at det er proces. En proces, der handler om at blive sig selv – dvs. hente sine tabte sjælebidder hjem.
Sagt på en anden måde: At tage de sider hjem, som man gennem opvæksten lærte at fornægte.
Dét er processen: Man må blive sig selv, før man kan være sig selv.
Hvordan er jeg ikke mig selv?
Der er nogle bestemte dele af os, som vi gemmer væk, fordi vi har erfaret, at de er uønskede. Og så er der til gengæld, som vi andre sider trækker frem, fordi vi har lært, at det er dem, der er de ønskelige.
At vi forholder os sådan til vores egne sider er noget, vi har lært.
Ofte er det de tidlige erfaringer i livet, der har lært os, at vi får mest kærlighed, hvis vi opfører os på bestemte måder.
Som tiden går glemmer vi den spaltning af os selv. Vi glemmer, at vi har fravalgt nogle dele af os selv – vi identificerer os med de ”gode” sider og fornægter de “uønskede”.
Det eneste, der giver tegn om, at vi har afsvoret dele af os selv, er alle symptomerne. Angst, præstationsangst, stress, depression, den generelle utilfredshed, tomheden og rastløsheden indeni.
Vores egen dommer…
At nogle sider er gode og andre er dårlige, er en dom, vi giver ud fra et frygtfuld sted i os selv. Et sted, der ikke anerkender os selv.
Du kan selv prøve, at få et indblik i hvilke sider, du bedømmer som gode og dårlige ved at færdiggøre disse sætninger:
1. Jeg vil allerhelst ses som værende (…dine egne ord) (f.eks. flink, hjælpsom, klog, kompetent etc.)
2. Jeg vil absolut ikke ses som værende (…dine egne ord) (f.eks. sur, overlegen, svag, dum, ligeglad etc..)
Hvad du skriver i de to sætninger, giver et ret godt billede af, hvordan du gør sig umage for at blive set. Og hvordan du slet ikke vil ses.
Men! Og her er humlen!
Det er ret sansynligt, at der i dine “dårlige” sider ligger kimen til det, du har brug for mere af.
Sandsynligvis så overbruger du dine gode sider og underbruger energien i det, du kalder dine “dårlige/uønskede/forkerte sider”.
Det magiske er, at når du tager dine uønskede sider hjem, så kommer de frem som livskraft og ikke som noget, der ødelægger.
Mange vil f.eks. gerne ses som kloge og ikke dumme. Men måske ligger der faktisk nogle skønne ting pakket ind sammen med ordet “dum”. F.eks. at man lidt oftere er spontan og ligefrem – i stedet for altid velovervejet og regelret. Så opdager man måske, er der lige pludselig er gemt en masse livsglæde og fri energi bag ved ordet “dum”.
Daniel, 35 år
Jeg har et andet godt eksempel.
Jeg ville f.eks. i lang tid ABSOLUT ikke ses som alt for feminin. For i min indre verden, så ville jeg fremstå svag. Så min egen femininitet var svag og forkert.
Paradoksalt nok, så følte jeg mig altid lidt svag og turde ikke rigtig være som jeg er.. og følte mig meget forkert. For slet ikke at tale om den gnavende præstatiosnangst, jeg altid tumlede med!
Da jeg så tog den side af mig hjem og stod ved mig selv som jeg er – dvs. en mand med en stor feminin side – så følte jeg mig pludselig enormt kraftfuld! Ikke svag, ikke forkert – men i overensstemmelse med mig selv! Hvilken kraftfuld følelse!
Så det var ikke den side af mig, der var forkert, men min egen dom over den, der skabte problemet.
Og sådan er det!
Inde i dine “forkerte” sider ligger kimen til det, du har brug for! Og længes efter…
Og når du kommer i kontakt med den side og tager den hjem, så kommer det ikke ud som et monster af skabet, men som en værdifuld menneskelighed og styrke.
Det er kun så længe, at den side bliver holdt nede at den ligner et uhyre og skaber bøvl.
Kort og godt:
At være sig selv er at blive sig selv.
Og man bliver sig selv ved at tage sine tabte sider hjem.
Det er en smuk proces, selvom man i mødet med sine”uønskede og forkerte” sider også møder en hvis angst for at blive afvist. For i bund og grund så handler det om, at vi er bange for at være helt som vi er… for engang har vi lært, at det giver os mindre kærlighed.
Men meget er sket mellem dengang og nu.
Nu ligger smerten i, at vi mangler de vigtige dele af os selv, som vi engang afsvor i kærlighedens navn.
Nu skal vi – også i kærlighedens navn – genfinde dem!
Seneste kommentarer