At være i overensstemmelse med sig selv.
Det er sådan en smuk sætning, synes jeg.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alt er lykke og høj sol. Men det betyder, at man i det mindste er til stede med det, der er – som det er – og som man er.
Det betyder, at man er holdt op – i det øjeblik – med at flygte. Flygte fra sine følelser, sine sansninger og fra sig selv.
Bare det giver ofte en mærkbar forskel. For lige dér har man allerede skåret en betydelig del af sine problemer væk.
Det er nogle gange svært at have en følelse; vrede, ked-af-det-hed, frygt, jalousi osv. Men det er endnu sværere at både have den følelse og samtidig prøve at flygte fra den. Faktisk tror jeg, at de fleste af vores problemer skyldes netop denne flugt.
Nærvær – en mærkbar forskel
Men tilbage til den mærkbare forskel. Den, der kommer, når man kommer i overensstemmelse med sig selv. Når man lander det sted, hvor man faktisk har det, som man har det.
Og mærker det!
For mig er der en følelse af ro, idet jeg kommer i overensstemmelse med mig selv – dvs. når jeg faktisk mærker, hvor ked af det jeg for eksempel er.
Måske er det et spørgsmål om, at der er noget angst, der forsvinder.
For det er frygt, der gør, at vi ikke tør mærke vores følelser. Vi laver en byttehandel, hvor vi mindsker kontakten til den svære følelse, fordi vi er bange for at mærke den helt.
Det betyder, at vi mindsker den svære følelse, men øger angsten og uroen. Vi bliver mere urolige indeni, fordi vi hele tiden er på flugt fra os selv. Til gengæld mildner vi den følelse, vi tror er farlig.
Når vi så rent faktisk kommer i kontakt med følelsen og mærker den – lader den strømme igennem – så ophører flugten, og angsten for at mærke mindskes. Jeg tror, det er det, der giver fornemmelsen af ro, selvom følelsen samtidig rusker i en.
Så dette er mit bud på nærvær:
At være med det, der er – som det er – og som du er.
Det betyder, at man mærker, det der mærkes. Uden at prøve at ændre det. Og uden at prøve gøre det bedre. At mærke det, der er – som det er.
Og igennem den proces komme i kontakt med sig selv og sit eget væsen.
Måske er det, jeg prøvede at beskrive som ro i virkeligheden noget mere i retning af dette her:
At komme hjem.
Nærvær =
At være med det der er – som det er – og som man er
At komme i overensstemmelse med sig selv
At komme hjem til sig selv.
Det er en smuk tanke, synes jeg.
Er du interesseret i at læse mere?
Så prøv dette indlæg.
Det er til dig, der kæmper mere end du behøver for at vinde andres accept.
Seneste kommentarer